Behandlingsplaner og Statusrapporter
På Formatus vægter vi dokumentation højt
Behandlingsplanerne udarbejdes på baggrund af handleplaner fra anbringende kommuner. På Formatus fungerer en behandlingsplan som et dynamisk redskab, der løbende evalueres og rettes til af den primære kontaktperson, i takt med at den unge, som behandlingsplanen vedrører, udvikler sig.
Vi vægter arbejdet med behandlingsplaner meget højt og tilstræber at vores mål og delmål er realistiske og målbare.
Døgnjournal
Vi fører digital døgnjournal i systemet Planner4you og skriver her dagens observationer, refleksioner, anvendte pædagogiske tilgange/metoder og evt. forslag til nye delmål. Døgnjournalen er et vigtigt arbejdsredskab, når vi skal evaluere den unges udvikling og det pædagogiske arbejde, samt den indsats vi leverer.
Vi anser det centralt for kvaliteten af vores tilbud og for en positiv udvikling hos de unge indskrevet på Formatus, at vi respekterer og sikrer beboernes medinddragelse, medbestemmelse og indflydelse vedrørende beslutninger om dem selv. Den unge får således mulighed for at følge med i, samt evaluere dennes udvikling og ikke mindst mulighed for at få indflydelse på de mål/delmål der sættes på dennes vegne. Ligeledes gennemgår kontaktpersonen altid den unges statusrapport sammen med den unge, for at sikre, at den unge oplever sig medinddraget i det udviklingsforløb, som denne er i gang med.
Vigtigheden af dokumentation
Med afsæt i det ovennævnte, anser vi dokumentation yderst relevant i vores arbejde, fordi vi ønsker at:
- Anvende faglige tilgange og metoder, der er relevante i forhold til vores målsætning og målgruppe.
- Dokumentere resultater med udgangspunkt i konkrete og klare mål for beboerne til løbende brug for egen læring og forbedring af indsatsen.
- Dokumentere positive resultater i forhold til opfyldelsen af de mål, den anbringende kommune har opstillet for beboerens ophold.
- Sikre at beboerne bliver hørt, respekteret, anerkendt og har indflydelse på beslutninger vedrørende sig selv og hverdagen på Formatus i overensstemmelse med deres ønsker og behov.